Judo

Judo er en kampsport, der har sine rødder i samuraiernes Japan.
Ordet judo betyder direkte oversat “den milde vej”, og understreger dermed, at alle de farlige teknikker er fjerne, så sporten i dag kan dyrkes af alle – i alle aldre og af begge køn. Træningen afpasses efter alder og niveau.

Judo er baseret på at få modstanderen ned på ryggen ved hjælp af forskellige teknikker som f.eks. benfejninger og kast. Får man modstanderen ned, kan kampen fortsætte i gulvkamp, hvor det gælder om at fastholde modstanderen. Judo er velegnet til selv små børn…-ned til 3 år.

Der er judo-hold for alle aldre og niveauer, og alle tager hensyn til hinanden. Én til to gange om året afholder vi graduering, hvor bæltet kan få en ny farve :-)
Lyngby Judo & Ju-Jutsu Klub råder over meget veluddannede, dygtige og engagerede judo-trænere til alle hold.
En del af vore judo-kæmpere stiller op i turneringer, og får mange flotte resultater.

Selvom judo er en kampsport, er det uhyre sjældent, at der sker skader som må behandles. Al træning i dojo’en (træningslokalet) foregår på specielle måtter, og det første man lærer er at falde rigtigt, så man ikke slår sig.

Judo handler om kast og kontrolteknikker. Princippet bag judo er, at eftergivenhed besejrer styrke. Det betyder, at en dygtig judokæmper kan overvinde en fysisk stærkere modstander.

Selvom judo er et udemærket våben til selvforsvar (og angreb), ser vi det først og fremmest som en sport. Judo har siden 1964 været på det olympiske program.

For børn og unge er det en god sport, med mange facetter.
For Jigoro Kano, som er judo’ens grundlægger, var ét af de nedskrevne mål, at gøre judo-udøvere til bedre mennesker. Som han valgte at udtrykke det:

“Judo er det middel, hvorved man lærer at forstå, hvordan man mest effektivt kan bruge både sin legemlige og sin åndelige styrke. Ved ihærdig træning og streng selvdiciplin for at nå det fuldkomne i angreb og forsvar lutres både krop og sjæl, og til sidst fornemmer man judosportens inderste væsen med hver eneste fiber. På denne måde er det muligt at dygtiggøre sig selv og derved yde sit bidrag til en bedre verden”.

 Jigoro-Kano

Idag hersker der ingen streng diciplin i udøvelsen af judo. Der holdes dog stadig fast i nogle få “ritualer”, som alle går ud på at tage hensyn og vise venlig respekt for andre. Af samme grund er det en sund og lærerig sport for såvel børn som voksne.

Børnene lærer (på en naturlig og afslappet måde) at tage hensyn, og tale pænt til hinanden, samtidig med, at de lærer sig selv og kroppen at kende og som bonus er det samtidig rigtig god motion – og så er det utrolig sjovt!

 

Lidt om selve sporten…

Judo er, som nævnt,  baseret på at få modstanderen ned på ryggen ved hjælp af forskellige teknikker som f.eks. benfejninger og kast.
Får man modstanderen ned med en perfekt udført teknik, har man vundet kampen. Er det ikke et helt perfekt kast, kan kampen fortsætte i gulvkamp. Her det gælder om at fastholde modstanderen i gulvet, indtil han/hun giver op (klapper ud) eller der er gået 20 sekunder.

Judo består af en meget lang række dokumenterede kast, fejninger og teknikker, -med endnu flere varianter af hver teknik. Så man bliver aldrig færdig med at lære judo, og hver træningtime er vidt forskellig fra den foregående.

For større, øvede børn samt øvede voksne tillader man stranguleringer og armlåse. Det lyder voldsomt, men er egentlig væsentlig mere “ubehageligt” end farligt. Disse teknikker trænes langsomt op, og vi ser aldrig skader som følge af brugen af disse teknikker.